Arkæologisk Værksted - Arkæolog for en dag

Prøv selv arkæologi i Sagnlandets Arkæologiske Værksted

Her i Sagnlandet Lejre har vi længe ønsket os at kunne tilbyde vores gæster et Arkæologisk Værksted. Arbejdsmarkedets Feriefond og Friluftsrådet har ydet den nødvendige økonomiske støtte, så alle Sagnlandets gæster nu kan få glæde af det.

 

Har du nogensinde været med ved en arkæologisk udgravning? Har du fundet ringe fra en ringbrynje eller mønter fra Romerriget gemt i en skønsom blanding af sand og vand? Og har du mon prøvet at lede efter oldtidsfund med en metaldetektor? Du har nu chancen for at prøve det hele som Arkæolog for en dag i Sagnlandet Lejres nye Arkæologiske Værksted.

Tid og sted

Vandsold: alle dage i åbningstiden.

 

Arkæologiske grave og detektor - felt fredag, lørdag, søndag og mandag i Højsæsonen (29. juni - 18. august).

Vand, sand og en si

De tre ting er på sin vis det eneste man behøver for at muntre sig i sommervejret, men i Sagnlandet får legen en ekstra dimension.

 

Her er det kopier af de faktiske arkæologiske fund man kan grave efter, og når man står med en lille skat i hånden, kan man se på en planche, hvad det mon er, man har gravet sig frem til.

 

Er det mon en mennesketand fra en soldat begravet ved Trelleborg, potteskår fra 1800-tallets Danmark, en sydeuropæisk glasperle eller en mønt fra Romerriget?

Gravgaver og skeletter

I to grave ligger to forskellige mennesker begravet, en kvinde og en mand.

 

Sammen med knoglerne kan man finde forskellige gravgaver, derfor gælder det om at være forsigtig og omhyggelig når man leder.

  

Sammen med Sagnlandets udgravningsleder kan man opleve arkæologien helt tæt på, pludselig er det ikke kun er sand og jord man sidder med mellem hænderne, men også knogler og kostelige skatte.

På jagt efter gamle sager

Med en metaldetektor kan man finde de særeste ting på sin vej. Man kan selvfølgelig også bare bruge den til at finde noget man har tabt.

 

I Sagnlandet er det forhistoriske metalstumper, der søges efter. Ikke med lys og lygte, men med metaldetektor. Både oldsager og nyere ting kan findes, og det  giver anledning til mange sjove samtaler om, hvornår noget er rigtig gammelt?

 

Hvad med stumpen af en støbejernsgryde som din oldefar tabte på marken da han var dreng eller hængslet fra en låge, som er væk for længe siden?