Arkitektforløb - Alle Tiders Bolig

En formidler tager jer med på en aktiverende tur i Sagnlandets skønne landskab, skabt af isen. Rejsen i tid og sted starter på en sommerboplads fra et jæger- og samler samfund. Derefter går den til et landsbysamfund fra jernalderen, hen til vikingernes rejseudstyr på togt og handelsrejse og ender ved små husmandssteder med bindingsværk.

 

Temaet for turen er alle tiders bolig og hjemmet.

Det kobler fortidens menneskers liv til elevernes liv i dag. Spørgsmål som, hvad er et hjem og hvilke overvejelser har vores forfædre gjort sig, når de skulle vælge deres bosted, bliver drøftet. Eleverne kommer til at se på, hvilke ressourcer, der var brug for, og hvilken betydning beliggenheden, konstruktion og materialevalg havde. Klassen skal undersøge om der et samlingssted i boligen, en ruminddeling og funktionsinddeling og hvilken varmekilder vores forfædre havde.

 

Passer det at tømrerne i jernalderen allerede byggede typehuse, og at stenaldermanden Ulv har den skønneste udsigt? hvordan foretog de egentlig nogle målinger? Er der en rød tråd, der kan trækkes op til nutiden og har I ”en alle tiders” bolig, der hvor I bor?

 

Kom og find svar og giv jeres bud på, hvordan man, på baggrund af mørke pletter på jorden i en arkæologisk udgravning, kan lave en rekonstruktion af en hytte.

 

Klassen er delt op i 4 grupper, der hver især undersøger emnet fra forskellige vinkler.

I forbindelse med booking bliver uddybende materiale tilsendt, som forberedelse til besøget og som en del af efterarbejdet.

Varighed: 3½ timer, fra 10.00-13.30

Klassetrin: 7.-10. klasse

 

Forløbet henvender sig til fagene historie, geografi, matematik, dansk og arkitektur.

Antal elever: maks. 28

 

Pris (momsfritaget): 1950 kr.