FLOT SÆSON I LEJRE FORSØGSCENTER - 09.01.09

                                                                                           09. 01. 2009

 

Lejre Forsøgscenter kommer ud af 2008 med et tilfredsstilende resultat. Det skyldes tre procents fremgang i besøgstal og dermed øget omsætning.

 

Det har været et godt år for Lejre Forsøgscenter. Publikum lod sig tilsyneladende ikke forstyrre af, at centret er under ombygning. De kom alligevel, og det er direktør Lars Holten rigtig glad for.

Han oplyser, at i 2008 besøgte 54.105 gæster Lejre Forsøgscenter. Det er samlet set 1561 flere gæster end sidste år, hvilket svarer til en fremgang på tre procent.

 

Tre procent lyder måske ikke overvældende, men det er et meget flot resultat sammenlignet med mange andre danske attraktioner og forlystelsesparker, der melder om faldende besøgstal i 2008.

- Vi har haft fremgang på et vigende marked, hvor vore samarbejdspartnere og nogle af de konkurrenter vi normalt sammenligner os med, melder om en tilbagegang på op til 15 procent, fortæller direktør Lars Holten.

 

Den største fremgang har Lejre Forsøgscenter mærket blandt centrets almindelige gæster, hvoraf der er kommet 4000 flere end sidste år, og det er direktøren glad for, da de almindelige centergæster er en af Lejre Forsøgscenters væsentligste indtægtskilder.

 

Direktøren mener, at fremgangen skyldes flere faktorer.

- Den vigtigste årsag til det gode resultat er et fantastisk godt program, som har budt på fornyelser med romerske gladiatorer og åbent i dagene op til jul. Ligeledes har vi ansat en PR-mand, som har gjort os mere synlige. Og så har vi været heldige med vejret. Solen har skinnet de rigtige dage, og regnen faldt på lukkedagene, forklarer Lars Holten.

 

Han glæder sig nu til sæson 2009, som byder på endnu flere oplevelser til publikum i helt nye rammer i form af nyt velkomstcenter, der indvies til foråret.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Direktør Lars Holten Tlf. 4642 4940

PR og marketingskoordinator Henrik Schilling. Tlf: 4642 4941 / 2124 0487

 

Se mere på www.lejre-center.dk

 

 



Lejre Forsøgscenter havde åbent i to weekender op til jul, og 1800 gæster lagde vejen forbi. De kunne blandt andet støbe lys i den gamle smedje.