Vikingetid

Vikingeområdet Ravnebjerg består af Gården og Markedspladsen.

Instruktørerne arbejder i rolle som vikinger.

Eleverne begiver sig på en tidsrejse til årene omkring 920. En brydningstid med begyndende statsdannelse og trosskifte og en verden, der åbner sig fra nær og fjern. Undervisningen skal give eleverne indtryk af et vikingemiljø, hvor hverdagslivet krydres med besøg fra fjerne egne. I kommer som fostersønner og fosterdøtre til Ravnebjerg og deltager i små spil omkring handelsaktiviteter, omgangsformer, tro og magtforhold. Klassen bliver delt i en pigegruppe og en drengegruppe.

 

Vi kan tilbyde:

Dagsforløb af 3½ times varighed

Minilejrskole mellem 1 til 3 overnatninger.

- Den lange lejrskole op til 4 overnatninger 

 

Dagsforløb og korte lejrskoler foregår fortrinsvis på Markedspladsen.

Lange lejrskoler foregår fortrinsvis på Gården.

 

Al madlavning foregår efter anvisning udendørs over bål og i lerovne.

 

I tilknytning til lejrskoleophold findes toiletter, bad, mønttelefon, køleskab, elkedel og kaffemaskine til jeres rådighed.

 

Ved booking af et længere forløb vil I ca. 1-2 måneder inden jeres besøg få tilsendt praktiske oplysninger om opholdet.

 

Vikingeområdet Ravnebjerg er åbent for ophold, også når resten af Sagnlandet Lejre er lukket. Det er muligt at tilmelde sig frem til udgangen af 2012.

 

Gården

Gården er et rekonstrueret miljø, bestående af et stuehus med husgeråd, en køkkengård med vaskeplads, ildsteder og ovne, samt en tømmerplads, et skovområde og et huggehus med værktøj.

På området er der desuden en tekstilhytte og tre sovehytter med brændekomfur og plads til overnatning for 10-12 personer i hver.

 

I indkvarteres i to eller tre sovehytter på sovebrikse med fåreskind som liggeunderlag.

 

På Gården har I travlt med køkken-, tekstil- og husflidsarbejde samt arbejdet i skoven.

 

Pigerne arbejder i stuehuset og køkkengården med mad, uld og små sysler. Drengene arbejder mest i skoven og huggehuset.

 

I har rollen som „fastboende vikingetidsbønder“. I løbet af ugen får I nok lejlighed til at optræde som værter for den klasse, der kommer som „omrejsende håndværkere og handelsfolk“ på Markedspladsen. Så vil de nok til gengæld indbyde jer til en tuskhandel.

Så tag nogle handelsvarer med jer.

 

Markedspladsen

Markedspladsen er indrettet som en handelsgade omgivet af en smedje og store sove- og arbejdstelte, indrettet med bænke, kister og masser af værktøj og husgeråd – alt sammen kopier af fund fra vikingetiden. Ved køkkenteltet findes vaskeplads, ildsteder og ovne.

 

På Markedspladsen indkvarteres I i to store telte på et blødt sengeleje med ris, halm, halmmåtter og skind.

På Markedspladsen er livet som rejsende med handel, håndværk samt madlavning i centrum.

Pigerne arbejder i køkkenteltet med mad og små sysler. Drengene arbejder i smedjen eller i træsmedeteltet.

I har rollen som „omrejsende håndværkere og handelsfolk“. I løbet af ugen bliver I sikkert budt på et festmåltid hos de „fastboende vikingetidsbønder“ på Gården. Så vil de nok til gengæld med glæde komme til marked hos jer, hvor I kan falbyde jeres medbragte varer.

 

Sagnlandet Lejre, Vikingeskibsmuseet og Skoletjenesten har udarbejdet en litteraturliste om vikingetid til inspiration og forberedelse af undervisningsforløb.