"SIKKEN EN UGE..."

 

Tekst: Michael Svennevig. Illustrationer: Katrine Clante

 

Mosen var et skummelt sted. Et sted man ikke gik hen alene. Der rådede kræfter som det var vigtigt at holde sig på god fod med. Noget, der var større end os. Noget vi måtte formilde i hårde tider, og noget som vi måtte forsikre os om var med os. Derfor ofrede vi gaver til mosen.

Processionen bevægede sig ud igennem landsbyen, ud til mosen. Syngende eller snarere messende den samme tone bevægede vi os af sted. Offermosen lå ikke langt fra landsbyen. Det havde regnet om formiddagen, og det var temmelig smattet.

Forrest gik landsbyens ældste med sin stav. Bagefter ham kom børnene, så fulgte landsbyens kvinder med hvede – og bygkorn, og efter dem de unge kvinder med blomster. Mændene fulgte med økser, og de unge mænd sluttede optoget med spyd.

Landsbyens ældste, der også var vores præst, modtog vores gaver, og sagde et par ord inden han gav dem videre til mosen. Vi blev stående lidt dernede og kiggede ud over mosen. Kiggede på hestekranierne, der var sat på stave ude i det lave vand. De hvide kranier nærmest lyste imod os. Her var det godt at være i samlet trup. Ovre på den anden side af mosen var der flere hestekranier. De så uhyggelige ud, de kranier. Som om de grinede til os. Alligevel gik vi opløftede derfra, men det var godt at komme tilbage til landsbyen bagefter.

 

I løbet af bare en uge oplevede vi hvad det vil sige at være afhængige af hinanden. Landsbyen var som én stor familie for dagens gøremål gjorde at vi var nødt til at samarbejde. Tilberedelsen af dagens ene måltid optog al vores tid eller i hvert fald største delen af tiden. Godt nok skulle vi ikke selv slagte og fiske, men ellers var det hele lagt i vore egne hænder – og det var hænder der hurtig blev ømme, fik vabler – og som de meste af tiden var temmelig beskidte.

Melet til brødet skulle gruttes, og selv om vi havde en drejekværn til rådighed, som skulle betjenes af to personer, så var det noget der fik sveden til at springe frem. Vi gruttede og gruttede og gruttede – og endte med at have nok til vores brød, der blev bagt i en stor udendørs lerklinet bageovn. Der skulle fyres op i 2-2½ time før den var varm nok. Den blev lukket af en træplade, der skulle hentes nede i søen hvor den lå for at suge væde til sig. Vi smurte den med ler på indersiden, og tætnede med ler rundt i kanten. Samtidig med at der blev bagt brød blev lammekødet også sat i ovnen. Både brød og kød blev svøbt i skræppeblade for at den høje varme ikke skulle svide dem.

Al hvad der tidligere bare havde været græs og ukrudt for mig, viste sig nu at være rødkløver, vejbred, merian, gråbynke, timian, mynte og brændenælder – og spiseligt. Hver dag skulle der plukke urter til vores salat eller stuvning. Det tog lang tid at samle. Stuvningen jævnedes med mælk fra geden.

 

Vi måtte være et par stykker til at malke Hermine. Den var meget bestemt, og vi fik kun lov til at malke hende ved at én holdt hendes bagben, mens en anden malkede. Stadig var det kun muligt når vi satte hende i vores gabestok, og langsomt fodrede hende med korn for at aflede hendes opmærksomhed. Der blev lavet ost af gedemælken ved at opvarme mælken i en lerkrukke sat i udkanten af bålstedet, hvor den hele tiden skulle drejes. Varmen fik valden til at udskille sig, og selv om der ikke blev meget ost ud af det, så blev den god. Vi lavede også rygeost.

Med et piskeris af sammenbundede birkekviste piskede vi fløden til flødeskum. Vi tog hver vores tørn, ved at lade flødekrukken gå fra hånd til hånd, og da fløden stivnede forsatte vi og endte med at have smør til vores brød. Friskkærnet smør.

Der skulle hugges store mængder brænde og hentes mange spandfulde vand udenfor landsbyen. Med to spande, der blev båret i et åg over skuldrene med en spand hængende ned fra hver side. Det gjaldt om at gå roligt, så vandet ikke skvulpede over. Vi lavede selv snorene, som spandene hang i, ud af lindetræets inderbark. Når barken havde ligget i blød sommeren over, kunne den hives af i lange strimler, der igen skulle tørres og derefter kunne slås til snor.

 

I smedjen skiftedes vi til at holde blæsebælgen i gang for at kunne smede knive og dragtnåle til at holde vores kapper på plads med. Der var dejlig varmt derinde. Den kontinuerlige lyd af blæsebælgen sukkede og pustede. Nærmest som bølgeslag. Frem og tilbage. Igen og igen. Gedeskind var syet sammen til to runde skindposer, der var bundet fast med skindstrimler om to træhåndtag, og når de løftedes fyldtes de med luft som blev pustet ud igennem et trærør, der mundede ud nede i essen, hvor trækullet lå og glødede, og ved den kontinuerlige lufttilførsel nåede op på 900 grader, som er den temperatur som jernet skal have for at lade sig bearbejde og hamre i form henover ambolten. Det rødglødende metal lyste op i mørket og skabte en næsten magisk stemning. Smedens ild var vigtig for landsbyen. Det var hans ild, der forvandlede de særlige opgravede jordklumper med myremalm til en rødlig fast masse, der igen blev opvarmet, så den udskilte sine slagger og blev til det, der under opvarmning forsigtig kunne bankes og bearbejdes og ende som en klump metal, der kunne bearbejdes til knive, grillspyd dragtnåle, fiskekroge og spydspidser. Der var dejligt i den smedje. Det var der at vi mænd fra landsbyen søgte ned og sad og snakkede, mens vi bearbejdede det hårde jern. Ilden fik det til at skifte farve fra sort til rødt, og videre igen til gult, hvilke var den farve som det skulle have for at kunne bearbejdes. Det glødende jern, de smedende hammerslag og blæsebælgens sukken og pusten.

På grund af brandfaren lå smedjen som det yderste hus i landsbyen.

Resten af landsbyen bestod af 4 stråtækte, lerklinede huse. Vi sov på halmmåtter med koskind over os. I midten var ildstedet, hvor vi lavede vores morgengrød, kogte vand, lavede ost, kogte stuvning og holdt gang i ilden. Selv boede jeg i det tidligste af husene: bondehuset. Det var mørkere og varmere end de andre. Der var ikke noget røghul over ildstedet. Røgen kunne kun komme ud fra en åbning øverst i gavlen og via de meget lave døre. Der var selvsagt ingen vinduesåbninger. De første mange gange slog vi hovedet imod, når vi skulle ind og ud, men det gav ret hurtig sig selv.

 

Deltag i denne spændende undersøgelse!

Iii, jeg er så spændt på hvor lang tid det

vil tage jer at bygge den: GRAVHØJEN!

 

Det eneste tidspunkt hvor der var masser af lys, var da jeg med panden tørnede imod dørens overlægger og det gav et hvidt lyn i mit hoved , der et øjeblik lyste det hele op. Siden den gang havde jeg intet besvær med at huske at bukke mig.

 

Husets anden halvdel var stald, og fra udgravningerne kan man fastslå at det ikke i sig selv har give nogen særlig varme - hvad mange tror. På samme måde med de udhulede træstammer som vi sejlede rundt i på søen. De er heller ikke brændt hule. De er af egetræ. En træsort, der kun bliver hårdere, hvis den brændes.

 

Ilden blev slået ved hjælpe af ildstål, fyrsvamp og flintesten. Det var omstændeligt og krævede håndelag. Der var hurtigt en af byens unge mænd, der viste sig at være god til at få gnisterne til at springe, og få fyrsvampen til at fange gløderne, hvorefter han lagde gnisten imellem let optændeligt, tørt hø og bark. Ved vedholdende pusten begyndte det snart at ryge, og når flammerne først strakte sig i høet og lidt efter slikkede op af brændet, føltes det som om ilden var noget vi var fælles om. Der blev snakket omkring ilden. Ildstedet blev det naturlige samlingspunkt. Det var der man sad og snakkede. Det var der, at der blev fortalt historier. Det var der, at vi vævede vores egen livsforståelse ind i vore fortællinger, og skabte den sammenhæng, der knyttede os sammen og holdt os fast.

 

Det var fuldmåne. Vi havde siddet nede i smedjen og var nu på vej op til husene, hvor de andre allerede sov. Græsset var fugtigt af duggen. En flagermus saksede forbi. En frø kvækkede. Studene var ude på overdrevet. Gederne var lukket ind ligesom hønsene og gæsne. En kat sneg sig forbi i mørket. Den var hvid på ryggen og lyste i månelyset. Vi stod lidt inden vi gik hver til sit. Det var sent. Alligevel blev vi stående uden rigtig at kunne skilles. Selvfølgelig var vi trætte, men det føltes alligevel for tidligt at gå til ro. Månen stod så stor og svanger lige henover landsbyens trætoppe.

Jeg sov udenfor – kunne ikke få mig selv til at gå ind. Det sidste jeg så inden jeg lukkede øjnene var tindrende stjerner, der rejste mægtige bygningsværker på himlen af dimensioner som var så ufatteligt, at det fik mig til i drømme at svæve videre henover månebelyste jernalderlandskaber, førend jeg vågnede ved daggry. Jeg mærkede duggen. Jo, det var morgen, men alt for tidligt at stå op. Solen faldt på gravhøjen anlagt på et højdedrag overfor landsbyen. Det værkede endnu i mine hænder. Dagen før havde hele landsbyen været i gang.

Jeg måtte være døset hen igen, men vågnede noget senere, da et fasanpar spankulerede forbi. Hanen skulle vel imponere sin hun, for han stak i et skingert hyl lige ud for mine ører. Nu var solen næsten nået ned til mig i dalen. Et par høje træer bag landsbyen bredte stadig store skygger henover græsset. Om lidt ville de første solstråler ramme hønsehusets tag, og så ville hanen sørge for den videre vækning. Først senere kunne jeg begynde at høre spredte stemmer inde fra husene. Tissetrængende kom enkelte ud og lettede sig inden de med missende øjne igen forsvandt ind i husene igen.

En brumlebi summer forbi. En lille frø ikke stort større end en stor bille er ved a springe op i hovedet på mig, mens en guldsmed suser forbi med solen funklende i sine gennemsigtige vinger. Det var morgen.

 

Vi satte gravhøjen som minde over den tidligere smed, der lige var død. Vi havde skåret tørv ud i lange baner – alt for lange baner, hvis jeg skulle tage mine værkende hænder højtideligt – med slæbebør transporterede vi tørvene over til gravhøjen, hvor de blev lagt i 19 cirkler, sådan at de blev mindre indefter. Allerede midtvejs var vi segnefærdige. Det var hårdt, og det føltes som om det blev hårdere og hårdere, men det lykkedes, og vi var mere end tilfredse da vi havde fuldført gravpladsen. Ja, vi var fuldstændigt mørbankede. Vi var 5 fra landsbyen, der gik ned for at bade i søen og skylle støv, sved og snavs af os. Jeg havde trådt i et par kokasser. De var friske, og deres orangemørke indhold sad stadig mellem mine tæer. Tidligere på dagen havde jeg være inde i gedens stald. Den havde haft tynd mave og dens ekskrementer, havde jeg også mellem tæerne. Vandet var stadig koldt, men efter at have knoglet var det dejlig forfriskende, og selv om søen var grumset, blev også mine bristede vabler renset for jord.

 

Langsom tog det form, og blev det vigtigste. Det der skabte og uddybede vores fællesskab. Vores måde at snakke sammen på. Ja, i det hele taget vores måde at være sammen på.

Én var god til at fortælle historier, og når det regnede tændte vi bål inde i et af husene, og krøb sammen omkring ham.

I bondehuset lå en tromme. En lerkrukke var betrukket med garvet skind. Skindet var slapt, men ved at holde det tæt op mod bålets ild genvandt det sin spændthed og steg en oktav i klangen. Snart blev mine slag på det spændte skind ledsaget af små flettede rangler. Flere sang med på de trommerytmer, der svang sig ind over ilden og bredte sig omkring os. Musikken var vores egen, men den var samtidig til låns. Ligesom fortællingerne og vores dans den sidste aften, hvor vi dansede rundt oppe i Danselabyrinten. Den var anlagt på en bakke udenfor landsbyen. Mens vi dansende og syngende i en lang kæde langsomt bevægede os dybere ind i labyrinten, kunne vi iagttage hvordan skyerne trak sig sammen og igen skiltes.

Men hvordan labyrinterne har være brugt ved vi ikke eller hvilken betydning de har haft. Samme labyrinter er aftegnet på kirkegulvet i katedralen i Chartres. En firkantet udgave er også fundet i Knossos.

De må have indgået i menneskenes behov for at forstå sig selv og hinanden – og den verden de levede i - og måske har de brugt labyrinterne ligesom vi gjorde den sidste aften.

Bagefter var vi et par stykker, der sprang op i de udhulede træstammer og stødte fra land. Knap var vi kommet ud, før vandet i båden pludselig steg. Lidt efter var der meget vand i båden. Jeg sad bagerst og vandet trængte åbenbart ind i båden nede fra min bagende. Jeg råbte til de andre at vi hellere måtte forsøge at nå ind til land inden… Et øjeblik efter var båden under vand. Selvfølgelig blev vi forskrækkede. Vores historisk korrekte uldtøj sugede rigtig godt, og lagde sig tungt omkring vore kroppe. Vi redede drengen, der ikke kunne svømme ind på land, og da vi alligevel var pladdervåde smed vi det tunge, våde tøj, og svømmede ud igen. Bagefter drak vi hyldeblomstte omkring bålet, mens vi fik varmen. Hyldeblomsterne blomstrede og var fortrinlige som te - ligesom mynten, hybenblomsterne og kamillen. Jo, det var sommer – og vi nød det.

 

Da vi skiltes var der flere, der snakkede om at det var deres bedste ferie. Også for mig.

Men var der noget det ikke var, så var det ferie – måske netop derfor.

 

 

Der er ansøgningsfrist for kommende fortidsfamilier: den 15. februar.